At være selvstændig handler ikke kun om at mestre sit fag. Det kræver også modet til at se sin egen forretning udefra, justere retningen og tage ansvar for den synlighed, der gør det muligt at få de rigtige kunder ind.
Det blev ekstra tydeligt for mig, da jeg deltog i k
urset “Få redskaberne til at lave en klar og målrettet online marketingsstrategi som selvstændig”, afholdt af DM Selvstændige og undervist af Line Saksager Christensen og Ditte Marie Bro Pedersen fra Markable.
Kurset handlede ikke kun om mål, strategier og digitale værktøjer. Det handlede lige så meget om tilgang – om at være undersøgende, realistisk og bevidst om den måde, man arbejder med sin synlighed og sit salg på.
Nysgerrighed som motor
Det mest værdifulde ved kurset var måske ikke værktøjerne, men refleksionerne. For når vi spørger os selv, hvad der faktisk virker – for os selv og for vores målgruppe – sker der noget vigtigt. Nysgerrighed skaber bevægelse.
Det gælder også i salgsarbejdet. Struktur og vedholdenhed er nødvendigt, særligt når kalenderen er fyldt. Salg og synlighed er nemlig ikke noget, man kun gør, når der er tid – det er en kontinuerlig proces.
De vigtigste indsigter
Flere centrale pointer stod klart efter weekenden:
- Vær nysgerrig: Undersøg, hvad der faktisk giver respons hos din målgruppe.
- Skab struktur i salgsindsatsen: Planlæg kontakt, opfølgning og synlighed – også i travle perioder.
- Brug netværket aktivt: Relationer er en bæredygtig vej til kunder og samarbejde.
- Kend din målgruppe: Hverdagsliv, bekymringer, behov, drømme.
- Giv reel værdi: Og stå fast på din rolle som den faglige rådgiver, du er.
Ansvar for synlighed kan ikke outsources
Det vigtigste, jeg tog med mig, var dette:
Der er ingen andre, der tager ansvaret for min synlighed. Det er mit ansvar – lige så meget som min faglighed, min rådgivning og mine kunderelationer.
At være selvstændig kræver mod. Mod til at lære nyt, mod til at stå ved sin ekspertise og mod til at tage styring over den retning, man vil gå.


