Arbejdspladsvurderingen (APV) bliver i mange organisationer betragtet som et nødvendigt skema, der skal udfyldes, fordi Arbejdstilsynet kræver det. Men hvis vi kun ser APV’en som en formalitet, mister vi muligheden for at bruge den som det, den faktisk kan være: en ærlig temperaturmåling af arbejdsmiljøet – og et redskab, der kan styrke både trivsel og samarbejde.

Forberedelsen er afgørende

En APV består ikke af spørgsmålene alene. Effekten skabes længe før skemaet sendes ud. Det handler om at stille sig selv de rigtige spørgsmål:

  • Hvad vil vi gerne bruge APV’en til?
  • Hvor detaljeret vil vi gå til værks?
  • Hvilken opfølgning er vi klar til at gennemføre?

I mindre virksomheder uden HR-afdeling oplever jeg ofte, at bare dét at stoppe op og få talt dette igennem skaber et stærkere ejerskab. En APV opleves ikke længere som “noget ledelsen sender ud”, men som en fælles undersøgelse af hverdagen, samarbejdet og arbejdsmiljøet.

APV’ens styrke ligger i opfølgningen

Mange fokuserer på selve svarkategorierne – men det er ikke dér, forskellen ligger.
Det afgørende er, hvordan resultaterne bliver brugt.

En APV uden opfølgning kan skabe skuffelse og svække tilliden. Man inviterer mennesker til at svare ærligt – og hvis der ingen handling følger, sætter det sig i kulturen. Men når der følges op åbent og tydeligt, sker der noget helt andet: medarbejdere mærker, at deres stemmer bliver brugt aktivt, og ledelsen får et reelt beslutningsgrundlag.

APV i praksis: Fra data til fælles leveregler

For nylig arbejdede jeg med en mindre virksomhed, hvor vi omsatte APV-resultaterne til konkrete leveregler for samarbejde. Det var medarbejdernes egne formuleringer af, hvad godt kollegaskab, ordentlig feedback og fælles ansvar betyder hos dem.

Det var ikke en topstyret personalepolitik, men et sæt principper, som gruppen selv udviklede og kunne genkende sig selv i. Processen skabte refleksion, grin, ærlige samtaler – og ikke mindst en oplevelse af at have skabt noget, der faktisk kan bruges i hverdagen.

En APV er starten – ikke afslutningen

En velfungerende APV skal ikke lukke et punkt på en to-do-liste. Den skal skabe:

  • indsigt for ledelsen
  • håb og retning for medarbejderne
  • en åben samtale om trivsel og samarbejde
  • et fundament for konkrete tiltag

I mit arbejde – både som konsulent og som rådgiver i AS3 – tager jeg altid udgangspunkt i netop denne sammenhæng mellem data, dialog og handling. Det er her, APV’en rykker, og hvor organisationer får værdi, der ikke kun kan måles i tal, men i kultur, samarbejde og arbejdsglæde.